Menu

Kick Starter

image Kick Starter handler om at etablere nye rene pigeårgange i fodbold og er et projekt som er opstartet af Viborg Idrætsråd.

Kick Starter er et initiativ, som er stablet på benene af Viborg Idrætsråd og som henvender sig til de yngste pigeårgange. Som Kick Starter indgår man i et netværk med andre klubber og erfaringsudveksler omkring etableringen af rene pigehold og ikke mindst fastholdelsen af pigernes interesse for fodbolden.

Som Kick Starter i Houlkær Fodboldklub tager man ansvaret for at få startet nye pigeårgange op og gennemføre de første cirka fem træninger. Herefter overtager årgangens forældre træningen. Rollen som Kick Starter er altså begrænset til at iværksætte pigefodboldhold, få så mange til at deltage som muligt og herefter motivere forældre til at træne og videreføre holdet.

Kick Starter rollen baserer sig på tre grundlæggende værdier og principper:

  1. Piger skal træne med piger, når de begynder til fodbold – ikke sammen med drenge! Piger skal hellere træne med ældre piger end med jævnaldrende drenge. Jævnaldrende piger og drenge vil dog meget gerne træne ved siden af hinanden, så de kan dyrke sociale relationer før og efter træningen.
  2. Træningen skal foregå på pigernes præmisser. Det er vigtigt, at børnene leger og har det sjovt. Det er mindre vigtigt, om de bliver gode til fodbold. Piger tiltrækkes i større grad end drenge af de sociale elementer i holdidræt.
  3. Piger skal trænes af ansvarlige forældretrænere – evt. suppleret af unge hjælpetrænere. Det er ikke klubbens ansvar at finde trænere til holdet efter de fem Kick Starter træninger. Hvis ingen forældre melder sig, lukker holdet. Der skal som udgangspunkt findes en chef-træner (med ansvar for træningsplanlægning) samt et par faste og et par ’fleksible’ assistenttrænere, hvis holdet skal bestå.

I Houlkær Fodboldklub er vi heldige med at have Helle Stilling Sørensen som Kick Starter.