Menu

Forrygende fodboldaften for Houlkærs U12-piger

image 33 spillere, forældre og søskende fra U12-pigeholdet var til landskamp.
KW
20. september 2021 kl. 09:27

Torsdag den 16. september tog det danske fodboldlandshold for kvinder hul på VM-kvalifikationen.

Det skete med en hjemmekamp på Viborg Stadion mod Malta, som på forhånd ikke var levnet ret mange chancer mod et velspillende dansk landshold. Og det gik præcis som ventet.

Danskerne drev gennem stort set hele kampen gæk med malteserne, som blot var på den danske banehalvdel sølle to gange i løbet af hele første halvleg og ganske få gange i løbet af de sidste 45 minutter.

Kampen endte med overbevisende 7-0 til Danmark, og hver gang, danskerne scorede, var der gigantiske jubelbrøl bag det ene mål, hvor en stor delegation fra Houlkær Fodboldklubs U12-piger havde gang i en sand fodboldfest.

33 spillere, forældre og søskende fra holdet var på fodboldtur denne aften, og humøret var i top allerede inden kampstart, hvor flere benyttede muligheden for en tur i fanzonen foran stadion, hvor man blandt andet kunne få malet dannebrog i ansigtet.

Alt i alt var det en helt fænomenal aften for U12-pigerne. Det kommer vi med sikkerhed til at gøre igen.

Luk