Menu

De første besøgstal på hjemmesiden

image Sidste fredagsbriefing på denne side af sommerferien.
OB
18. juni 2021 kl. 12:45
Sommerferien står for døren, hvilket markeres i mere end én forstand på de enkelte fodboldhold. Og så har vi analyseret lidt på de første besøgstal på hjemmesiden.

Sommerferien står for døren, hvilket markeres i mere end én forstand på de enkelte fodboldhold. Og så har vi analyseret lidt på de første besøgstal på hjemmesiden, samt planlagt en lille omprioritering af banerne af hensyn til aktivitetsniveauet nærmest hallen.

Det er overskrifterne i vores traditionelle fredags-briefing og vi kan allerede nu afsløre, at det igen har været en uge i HFK med masser af aktivitet på såvel grønsværen som bestyrelsesgangen.

Vi starter med aktiviteterne omkring sommerafslutningen på de enkelte hold. Her er opfindsomheden stor med fx. involvering af forældrene, vandkampe – og ikke mindst udlevering af DBU medaljer til alle hold, som har deltaget i stævner.

Vejret skaber heldigvis de ideelle rammer for perfekte afrundinger på sæsonen og når holdene mødes igen, på den anden side af sommerferien, er de alle blevet en årgang ældre. Det betyder fx for det nuværende U7 hold (årgang 2014), at de rykker fra de små 3-mands fodboldbaner til de noget større 5-mands baner. Der er en verden til forskel på de to baner og spillet kommer pludseligt til at udfolde sig helt anderledes. Det skal virkelig blive spændende at følge den udvikling!

Apropos baner så vil center-/kampbanen (bane 1) efter sommerferien omdannes til 2x 8-mandsbaner og 1x 11-mands. Med den manøvre håber vi, at kunne skabe mere liv og stemning der hvor trafikken af forældre og medlemmer er størst. På sigt skulle det også gerne kaste masser af opmærksomhed af sig på klubbens sponsorerer i takt med, at vi får hængt bannere op omkring banen.

Videre til den nye hjemmeside, som kom i luften mandag aften. Vi har i bestyrelsen haft stor bevågenhed omkring aktiviteten, samt hvilke sider der er blevet læst mest i ugens løb. En ting er sikkert: Med knap 1.000 sidevisninger og 200 besøg på bare fire dage har klubbens medlemmer, trænere og øvrige frivillige haft et stort behov for en samlet informationsplatform og det har været en stor forløsning, hvordan arbejdet med hjemmesiden har været alle kræfterne værd.

Selvfølgelig afspejler tallene også nyhedsinteressen, men i takt med at kendskabet til siden udbredes, og google begynder at rangere siden på relevante søgninger, er ovenstående besøgstal måske en meget god indikator for niveauet af besøg fremadrettet. Vi vil i hvert fald yde vores til at siden forbliver informativ, aktuel og spændende for alle - ikke mindst klubbens sponsorer.

Top 5-siderne, målt på besøg, ser de første fire dage ud som følger (foruden forsiden):

Velkommen til HKF nye hjemmeside
Fredagsbriefing 23
Hjertestarter
Referat ekstraordinær generalforsamling
Hold U7 drenge

På falderebet vil vi minde alle de 50 tilmeldte til årets fodboldskole om datoerne den 30. juni, samt 1. og 2. juli kl. 10:00-14:00. Vi glæder os helt vildt til nogle forrygende dage med vægt på det sociale, fællesskabet og ikke mindst hyggen.

Med de ord ønskes alle en god weekend og ikke mindst sommer! Fredagsbriefing vender stærkt tilbage i august!

/Bestyrelsen
Fodbold øst for søerne

Luk