Menu

Kvindelandsholdet er tilbage i Viborg

image Køb allerede nu din billet til VM-kvalifikationskampen den 21. oktober.
OB
03. oktober 2021 kl. 18:42

Torsdag den 21. oktober er der igen VM-kvalifikationskamp på Energi Viborg Arena når det danske kvindelandshold møder Bosnien-Hercegovina og igen har vi i Houlkær Fodboldklub mulighed for at tilbyde billetter til specialpris. Det er med andre ord den perfekte lejlighed for både spillere, trænere og forældre til at komme til fodboldfest! 

Da kampen afvikles i efterårsferien har DBU arrangeret fanzone på Nytorv i midtbyen fra kl. 11.30-17.00, hvor alle er velkomne til at deltage. Her vil der være mulighed for sjov, hygge og masser af landsholdsstemning. Prøv fx. SpeedCage og driblebanen eller blive malet med dannebrog på kinderne. Kvindelandsholdets maskot, Emma HU, vil også være der, ligesom der vil være mulighed for at få lidt mad og drikke. 

Kampen fløjtes i gang kl. 18.00 på Energi Viborg Arena, men kom gerne i god tid så kvindelandsholdet kan klappes på banen allerede kl. 17.45, hvorefter der vil være afsyngning af nationalmelodier. Alle opfordres endvidere til at møde op i rødt landsholdstøj og dermed bidrage til den perfekte kulisse og stemning omkring kampen. 

Senest der var kvindelandskamp i Viborg havde Houlkær Fodboldklubs U12-piger en forrygende aften på stadion. Se mere fra den fodboldfest her.

Det bliver uden tvivl endnu en forrygende fodboldaften den 21. oktober, så køb allerede nu din landskampbillet til en specialpris på kun 80 kroner her.

Vi håber endnu et godt resultat, i bestræbelserne på at sikre sig en plads til VM i 2023, der afholdes i Australien og New Zealand. Rigtig god fodboldkamp!

 

Luk